Der er meget at fejre i forhold til ligestilling , der er dog vigtige kampe der fortsat skal kæmpes
Kampen om ligeløn I dag i Nordjyske har Hanne Korsgaard og jeg et synspunkt om emnet.
Ligestilling skal prioriteres højere ! Har vi et arbejdsmarked der afspejler samfundet set i et jobperspektiv?
Kvindernes internationale kampdag markeres hvert år den 8. marts for at sætte fokus på kvinders ligestilling i hele verden. Og der er stadig vigtige kampe at kæmpe både herhjemme og internationalt.
I Danmark har vi fortsat et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked. Opdelingen går både på brancher og funktioner. Derfor har ideen om lige løn for samme arbejde ikke virket. Vi skal gøre noget anderledes for at opnå lige vilkår inden for nogle af de kvindedominerede fag, som f.eks. omsorgs -og sundhedsfaglige fag.
Fag, hvor der også er brug for flere mænd.
Hvis vi ser tilbage på historien omkring ligestilling, kæmpede og kæmper kvindebevægelserne og andre gode folk for, at der også er ligestilling på arbejdsmarkedet.
Der er meget at fejre i forhold til, hvor langt vi er nået i ligestilling. Der er dog stadig åbenlyse skævheder.
Specielt når det gælder ligeløn og især for de kvinder, der arbejder inden for omsorgs- og sundhedsområderne. En analyse fra VIVE (Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd) oktober 2020 viser en fortsat stor forskel mellem kvinders og mænds timeløn, samtidig med at kvinder kan se frem til lavere pension. I analysen understreges det ” Lønnen er systematisk lavere, jo flere af de ansatte i en arbejdsfunktion på arbejdspladsen, der er kvinder. Det spiller også en rolle, at mænd i større omfang end kvinder er ledere eller mellemledere”.
Ligeløn er en enkel sag – i hvert fald ud fra lovens bogstav. Ligelønsloven fastlægger, at arbejdsgivere ”skal yde kvinder og mænd lige løn, for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi.”
Men der er et påviseligt lønefterslæb, der stammer helt tilbage til tjenestemandsreformen fra 1969, hvor man placerede offentlige ansatte på forskellige løntrin og generelt placerede de typiske kvindejob lavere end de typiske mandejob.
Dengang for 50 år siden var tanken, at manden var hovedforsørger og kvindens indkomst var kun et bidrag til fællesøkonomien.
Er det ikke på tide at gøre noget ved det?
Hvordan skal vi fortsat kunne tiltrække mænd og kvinder og gerne flere mænd til omsorgsfag, hvor lønnen typisk er lavere, og hvor mange synes anerkendelsen kan være svær at få øje på.
Det kønsopdelte arbejdsmarked giver ikke bare et ligestillingsproblem, det bliver også en samfundsudfordring. Eller kan faget tales op, så det kan blive mere attraktivt for begge køn at søge ind til fagene?
At sige lige løn for arbejde med samme værdi, men hvordan fastsætter man værdien af et arbejde? Har det virkelig ikke værdi at passe børn, ældre, handicappede og syge.
Ingen tvivl om, at der er mange fordomme om, at bestemte fag er kvindefag. Og når disse fordomme findes, skal der være rollemodeller, som kan nedbryde nogle af fordommene.
Vores patienter/borgere er både mænd og kvinder, og derfor er der også brug for hjælp og støtte fra begge køn. Den modsatte kønsopdeling på arbejdsmarkedet gør sig gældende på typiske mandefagsområder ex. byggebranchen.
Fremtidens valg af uddannelse og job skal været præget af åbenhed, og mangfoldighed. Og grundlaget for ligestilling starter fra børn er helt små og op gennem ungdommen. Der er også brug for, at man diskuterer og forholder sig til emnet på uddannelsesinstitutioner og på arbejdspladser. Vi har ikke alle svar- Dog mener vi, at ligestilling på arbejdsmarkedet skal have højere prioritet rent politisk.
